Hvad laver underviserne i sommerferien? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IVA > Nyheder > Hvad laver undervisern...

05. september 2013

Hvad laver underviserne i sommerferien?

Forskning

Svar: De afholder konferencer! Ny viden, netværk og hårdt arbejde. Det har været fundamentet for to konferencer, som undervisere fra IVA har afholdt her i sommer. En række studerende var med på sidelinjen.

Insight IVA mødtes med lektor Nanna Kann-Rasmussen, lektor Laura Skouvig og adjunkt Gitte Balling til en snak om to internationale konferencer, som de har været med til at arrangere. Den ene handlede om nordisk kulturpolitisk forskning og blev tilrettelagt i samarbejde med CBS, den anden havde fokus på de nyeste udfordringer inden for informationsvidenskaben. Men hvorfor er det lige, man giver sig i kast med en konference?

Det er os, der bestemmer nu

Alle er enige om, at konferencer er vigtige. Det er her, forskerne har den helt nødvendige faglige udveksling, og det at arrangere konferencen går nærmest på omgang mellem de forskellige landes forskningsmiljøer. Ofte kender forskerne hinanden fra tidligere konferencer og glæder sig til at mødes igen, for en konference er også en social event.

”Som konferencearrangør sætter man sig for bordenden og er den, der bestemmer,” forklarer Gitte Balling.

”Vi tilrettelagde temaet og udvalgte foredragene, så de afspejlede, hvad vi syntes var vigtigt. Da vi skulle finde personer til paneldebatten, valgte vi måske en lidt utraditionel sammensætning. Vi inviterede folk udefra, så de kunne kaste deres blik på forskningen og udfordre forskningsmiljøerne med oplevelser fra det praktiske liv. Fordi det nu var en kulturpolitisk konference, havde vi også tilrettelagt en række intermezzoer, hvor vi rent faktisk oplevede kultur. For hvad er vel mere naturligt end at have kulturelle indslag på en kulturpolitisk konference? Det tror jeg ikke er gjort før, så på en måde lavede vi den danske model.”

Nøgleordet for konferencearrangørerne er samarbejde, især alt det, der ligger forud for konferencen. Og så glæden ved at se en hjemmeside tage form og et konferenceprogram, der kommer lige fra trykken. Når det hele så går løs, kan det godt være, at arrangørerne ikke får hørt alle foredragene til ende, fordi der skal skabes plads til danserne i pausen eller bestilles mere vand til panelet. Men når arrangørerne mødes af glade konferencedeltagere, der både finder konferencen velorganiseret og interessant, så er det hele umagen værd. At både Nordisk Ministerråd og andre nordiske kulturpolitiske institutioner har vist interesse for at støtte et større forskningsprogram er blot et ekstra incitament for forskerne.

”Det vigtigste for mig som forsker har været at blive bekræftet i, at den forskningsdagsorden, vi arbejder med, trækker i den rigtige retning,” fortæller Nanna Kann-Rasmussen.

"Som konferencearrangør sætter man sig for bordenden og er den, der bestemmer!

Adjunkt Gitte Balling

”Kulturpolitik handler som oftest om at give penge til de institutioner eller de etablerede kunstnere, der altid har fået penge. Men hvis kulturlivet kører uden om alt det etablerede, når folk for eksempel laver crowdfunding og skaffer penge til at skrive en bog eller lave musik ved at inddrage deres publikum, så kører processen fuldstændig uden om de etablerede kanaler, og hvad er så rationalet for kulturpolitikken? Vores konference handlede om medialisering af kulturen og kulturforbruget, og hvad den betyder for kulturlivet, sektoren, kulturpolitikken og den kulturpolitiske forskning.”

Forskningens maskinrum

Laura Skouvig hæfter sig ved betydningen af forskningskonferencer som det fysiske møde, hvor videnskaben formes efter samtale. Og den informationsvidenskabelige CoLIS konference er netop stedet, hvor fagets grundlæggende teorier, begreber og metoder bliver diskuteret. Laura Skouvig lægger vægt på det fascinerende ved at opleve alt det, der sker, når folk taler sammen. Hvad enten det er nye netværk, der opstår blandt ph.d.-studerende eller paneldiskussioner, der kommer helt ind til kernen af problemet ved at problematisere hele grundlaget for diskussionen.

”En workshop på den informationsvidenskabelige konference (CoLIS) handlede om ’digital youth’, hvor formålet var at indsamle input til et forskningsprojekt. Alle deltagerne lagde sig i selen, der blev arbejdet og tænkt kreativt. Så bliver man glad, forskerglad. Så virker det med, at vi skaber nogle rammer og hele ideen med at lave en konference, hvor man mødes og taler forskning. Det er forskning på en helt anden måde, som at være i forskningens maskinrum.”

Forskerne gør også flittigt brug af de sociale medier, når de er på konference. Facebook og Twitter bekræfter netværket, og konferencebilleder er et hit. På CoLIS konferencen kunne man også slappe af i et meditativt rum, der blev brugt til uformelle samtaler eller bare en pause. ”When are you at your creative best”, stod der på væggen.

Ikke uden de studerende

Lea Madsen var en af de mange studerende, der var ansat som hjælpere på CoLIS konferencen. Her fortæller hun om det meget anderledes studenterjob:

”Hele oplevelsen af så mange forskere samlet på ét sted med den samme interesse og passion for biblioteks- og informationsvidenskab var nok det bedste. Det, at kunne se lyset i deres øjne og se dem være så spændte før et oplæg, var hele oplevelsen værd. Det var også fantastisk at få en indsigt i den verden, man en dag bliver en del af. Og meget lærerigt at opleve, hvordan en konference foregår på så tæt hold.”

”Det var også en rar følelse som studentermedhjælp at vide, at man gjorde en forskel. Vi var til rådighed for de forskellige forskere og så, hvor glade de blev bare for den mindste hjælp. Det var en fed oplevelse og følelse at kunne hjælpe med at gøre deres oplæg og ophold lidt lettere og derudover få så meget ros igen, at man følte, at det man gjorde rent faktisk gjorde en forskel. Koordineringen kunne godt have været lidt bedre – der manglede en til at uddelegere opgaverne, så man ikke fik opgaver fra forskellige mennesker. Men set i bakspejlet er dét at planlægge en konference så stort, så det nok ikke kan undgås. Efter den første dag blev det mindre stressende, og vi var alle gode til at hjælpe og støtte hinanden.”

En af forskerne sagde, at ”this is the best conference I have ever been to, everything is working and everybody is so helpful”, og så kan man jo ikke forlange mere.


Af Bodil Christensen