Niels Ole Finnemann – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IVA > Forskning > Forskerportrætter > Niels Ole Finnemann

1. september 2014 tiltrådte dr.phil. Niels Ole Finnemann som professor i internetteori og internethistorie, elektronisk kulturarv og Digital Humanities på IVA. Niels Ole Finnemann kommer fra Aarhus Universitet, hvor han var grundlægger og leder af Center for Internetforskning. Han er allerede et kendt ansigt på IVA, hvor han både har været censor, foredragsholder og bidragyder til antologier med IVA-relevans – og også markeret sig i diskussionen om bibliotekernes udvikling.

Jeg er drevet af internetforskning

 

Digitalt materiale forsvinder lynhurtigt, så hvis vi skal dokumentere historien, skal vi arkivere dem. Vi har på Center for Internetforskning sammen med Det Kongelige bibliotek og Statsbiblioteket de sidste 10 år arbejdet på at opbygge et stort nationalt arkiv. Samtidig har vi også udviklet metoder til at analysere disse data, der jo er en slags big data. Arkiverede webdata er ustyrlige og meget mere komplekse end andre data. I dag producerer vi mange forskellige slags digitale materialer, så metodeudvikling er helt essentielt.

En anden ting er, at der produceres så store mængder data, og vi simpelthen ikke kan nå at analysere alt. Man plejer at sige, at der de sidste 2 år er blevet produceret lige så meget information som i hele menneskehedens historie, så vi leder efter metoder til at overskue disse mængder, og se, om der gemmer sig mønstre om samfundet i dem.

Den store mediehistorie

Et andet vigtigt område er de digitale mediers rolle i forhold til den store mediehistorie. Internettet er et medie på linje med de andre, men samtidig er det noget helt andet. For mig er den store udfordring at få informationstænkningen til at hænge sammen med en medieforståelse. De digitale medier sprænger det gamle mediebegreb og forestillingen om massemedier. I dag digitaliserer vi alt.  Vi har online services, der behandler vores pacemaker, og kan få data fra det ydre rum. Man kan tale om en udvidet medialisering, og det er måske kernefortællingen i det 21. århundrede, hvor en større og større del af samfundslivet foregår i digitale genrer på digitale medieplatforme - og langt de fleste af dem har vi endnu ikke set.

Bibliotekerne i konkurrence

I biblioteksverdenen er digitale medier mest brugt som redskab til at digitalisere al den viden, vi har på hylderne, hvor bogen og arkivet er forbilledet. Før havde vi mange identiske biblioteker, der udførte den samme opgave hvert sit sted. Det giver ikke længere nogen mening. Nu kan ét bibliotek servicere hele landet, og så kan det enkelte bibliotek udnytte deres lokale forhold. Men det betyder også, at bibliotekerne kommer i konkurrence med både Google og Danmarks Radio. Der opstår et helt register af nye konkurrenter og mulige samarbejdspartnere, og det landskab er slet ikke færdigtegnet. Her har vi på IVA en vigtig rolle i forhold til at tegne de scenarier, der kan tænkes i den sammenhæng.

Digitale kopier og digitale originaler

På den ene side har vi arkiver med digitale kopier af gamle medier, hvor vi – forskere og arkivarer - har defineret digitaliseringsformaterne. På den anden siden har vi digitale original data, vi blandt andet får direkte fra web, hvor formaterne er skabt af en kaotisk mængde af mange udbydere. Vi skal fortsat stadig arbejde med den klassisk kulturarv, og her er det interessant, at Google nu har digitaliseret 30 % af alle verdens bøger. Det betyder vi kan lave  nye former for "long data studier" og eksempelvis få en lynhurtig oversigt over, hvordan ordet "information" har været anvendt inden for det korpus, man har. Det kan alle gøre, og hele humaniora vil blive berørt af at kunne udnytte dette nye videns reservoir. Men der opstår også helt nye spørgsmål i relation til de hastigt voksende datamængder. Hvis historikerne fx. om 50 år ikke har et webarkiv, så har de ikke noget at skrive historie om, når de skal skrive det 21. århundredes historie.

Hovedvægten skal lægges på søgning

Jeg arbejder med afsæt i et begreb om netværksforbundne digitale medier, der både indebærer en nytolkning af mediebegrebet, af computeren og af informationsbegrebet. Information er ikke alene kontekstuelt betinget, den er også altid materialiseret. Den måde, den materialiserer sig på, medieformatet, har betydning for hvad vi kan gøre med den. At materialet er digitalt har række implikationer, både for hvad vi kan vide om verden, hvordan vi producerer og udveksler viden og hvordan vi traderer vores viden til generationerne efter os. Vi har derfor også brug at nyfortolke computeren. Tidligere har vægten ligget på beregning af velordnede datasæt og human computer interaction, nu forskydes vægten over mod hypertext, interaktivitet, søgning, mønstergenkendelse og public memory. Jeg vil meget gerne skrive en historie om de digitale mediers historiske udvikling, og det vil være forskelligt fra at skrive computerens historie.

Men jeg kommer også til byen for at indgå i nye samarbejder, og jeg kunne godt forestille mig, man kunne etablere en række tværfakultære samarbejder, for naturvidenskaben ligger inde med rigtig store datamængder, der også vil kunne analyseres på andre måder end de plejer.

Vi står midt i et kulturelt skifte, og der er store opbrud på vej. Vi skal have tematiseret de kulturelle dimensioner, der er i informationsbehandling, og omvendt også de digitale aspekter, der er i al kultur i dag.